Tips fra Redaktøren – Vinter/tidlig forår

Fedtkogler til fuglene

Hjælp fuglene gennem den kolde og foderknappe vinter med disse nemme fedtkogler, der hænges op i træerne.

Dette skal du bruge
Grankogler, gerne aflange, så der kan være meget fedt og foder på. Lad koglerne ligge til tørre et par dage, så kogleskællene åbner sig. Usaltet fedt som f.eks. palmin eller svinefedt. Snor eller bast til ophængning. En pose fuglefrø.

Sådan laves fedtkoglerne
Tag svinefedtet eller palminen frem nogle timer før du går i gang. Varm det eventuelt ca. 30 sekunder i mikroovnen, lige før det skal anvendes. Fedtet
skal være blødt og have samme konsistens som glasur. Montér snoreophæng før fedt. Bind snoren fast i den ene ende af koglen, før der påføres fedt og fuglefrø. Anret fedt og frø på hver deres tallerken. Dyp koglerne i fedtet. Fordel evt. fedtet med en kniv eller en ske, så hele koglen er dækket. Rul koglen i fuglefrø og tryk koglen let mod frøene, så de er fordelt overalt på koglen i fedtet. Sæt de færdigrullede kogler i en æggebakke, og stil dem køligt, så fedtet kan stivne.

Færdige kogler.
Så er koglerne færdige og kan hænges op i i havens buske og træer, så de kan ses fra vinduet – og du kan nyde at se fuglene spise sig mætte i kogleguffet.


Beskæring af brombær og efterårshindbær

Det er en god idé at beskære efterårshindbær og brombær, inden de begynder at bruge energi på at sætte nye skud på gamle grene. Brombær sætter et espalier.

Brombær sætter ligesom de sommerbærende hindbær først bær på andet års grene. De brombærranker, som gav bær sidste år, fjernes helt nede ved jorden i marts. En del af de afbårne ranker er helt visne, mens andre stadig kan være grønne.

De afbårne kan kendes på, at man kan se, hvor brombærrene har siddet. Det er rankerne, som voksede op sidste sommer, der giver bær i år. De etårige ranker bindes fast eller snos omkring tråde på et espalier.

Var brombærrankerne sidste år angrebet af rust, bør man omhyggeligt fjerne alle blade, både på jorden og på de blivende ranker, så de nye blade ikke smittes.

Der er to slags hindbær – de sommerbærende og de efterårsbærende:

De sommerbærende hindbærsorter sætter nye skud fra basis i foråret, og disse skud vokser i løbet af sommeren op til 1,5-2 meters højde. Næste år sætter disse skud sidegrene med bær.

Efter høst fjernes disse afbårne grene, mens de nye får lov til at stå. Hvis man ikke har fået fjernet de gamle grene i eftersommeren, så gøres det nu. Hvis de skud, som skal give bær i år, er meget høje, bør de enten bindes op til et stativ, eller de kan kortes af i 1,5 meters højde.

De efterårsbærende hindbærsorter sætter bær på et forskelligt tidspunkt, alt efter beskæringstidspunkt. Hvis man vil have flest mulige hindbær i efteråret, skal de skæres helt ned til jorden i marts, inden de begynder at vokse. De nye skud sætter bær fra først i august og frem til frosten ødelægger dem. Man kan også vælge at lade nogle 2. års skud stå. De vil give hindbær samtidig med de sommerbærende i juli, mens de nye skud fra foråret giver bær i efteråret.

Det kan også være en god idé at efterse evt. espalier og opbindingssystemer til brombær og hindbær for at være sikker på, at det også holder denne sæson.


Tid til at pode
Marts er tidspunktet for at pode, og mestrer man endnu ikke teknikken, må man enten gå i gang med at lære det på egen hånd eller deltage i et podekursus. Ellers kan man prøve på egen hånd efter læsning af en række artikler om podning af frugttræer.


Drivhuset skal vaskes og klargøres

Hvis man ikke allerede har fået gjort drivhuset rent, så er det ved at være på tide, hvis der skal forkultiveres planter herinde eller dyrkes tidlige afgrøder frem til maj, hvor tomater, agurker osv. skal bruge pladsen.

Det er en god idé at vælge en mild dag til rengøringen, da man ikke undgår at blive lidt våd. Hvis der er planter i drivhuset, er det også bedst med en lun og ikke for blæsende dag, hvor de kan flyttes udenfor imens.

Hvis ikke man fik fjernet alle de visne planter og gamle plantesække i efteråret og fik det vasket af, så er det nødvendigt hurtigst muligt at få dette arbejde overstået, så man kan komme i gang med at så de første radiser, lidt spinat og salat. Man kan evt. tyvstarte lidt ved at så i kasser inde, som kan flyttes ud.

Men lige nu skal man finde et par timer til at klargøre drivhuset med en grundig afvaskning med brun sæbevand både ud- og indvendigt og efterfølgende spuling med masser af koldt vand.

Afvaskningen har to formål: at fjerne algevæksten, så der kan komme mest mulig lys ind, og at man kommer ind i revner og sprækker med sæbevandet og får bugt med eventuelle overvintrende skadedyr.

Her i foråret er det netop lyset, der er den begrænsende faktor for plantevækst, så det er vigtigt, at vinduerne er helt rene.

Hvis man planlægger at dyrke tomater og agurker i drivhusjorden, så skal man have taget stilling til, om der skal ske en udskiftning af drivhusjorden i år i en større eller mindre del af drivhuset.

Hvis man bruger sædskifte, kan man nøjes med at skifte jorden med års mellemrum, og det tunge arbejde med at skifte jord ud, kan yderligere nedsættes, hvis man bruger kompost. Jorden ude i haven er endnu for våd og kold til, at man kan hente frisk jord herudefra. Husk at tage jord fra et sted, hvor det er flere år siden, der har været dyrket tomater og kartofler.

Hvis man vil dyrke i drivhusjorden, så skal den gennemvandes meget grundigt, inden man går i gang med at forkultivere herinde, da det efterfølgende er næsten umuligt at få det gjort. Sæt evt. en havevander til at vande mange timer, så jorden bliver gennemvandet og ikke kun vandes i overfladen.


Plantning af barrodede hækplanter haster

Hvis den første halvdel af vinteren var mild, var den velegnet til at plante nye hækplanter og skære gamle hække tilbage. Har man ikke nået det, må man tage stilling til, om man skal forsøge at nå det nu eller vente til senere.

Bortset fra styning, som skulle være sket i januar, så er det faktisk bedre for træerne, at beskæringen udføres i juli-august end her i foråret, så det bør udsættes.

Løvfældende hække planter man normalt som barrodede i efterår/vinter.

Ved plantning lige omkring løvfald får man rodvækst allerede fra efteråret, og det er det optimale. Ved forårsplantning har hækken en periode frem til løvspring til at få etableret et godt rodnet, inden planterne skal bruge meget vand, og derfor er plantning i februar og starten af marts lidt dårligere, men acceptabelt.

Jo nærmere, man kommer løvspring, jo dårligere muligheder har hækken for at komme godt i gang, og man skal påregne at passe hækken med vand hele sommeren. Den kan ikke være alene hjemme i 3 uger i en varm og tør sommerferie. Det er sidste chance nu at plante ny løvfældende hæk, og optimalt er det ikke.


Plant nye løvfældende træer og buske
Bliver sidste halvdel af februar mild og uden ret megen nedbør, er det godt plantevejr for løvfældende træer og buske. Jo tidligere de kommer i jorden i foråret, jo flere nye rødder kan de nå at danne inden løvspring.

Selv på den her årstid er der rodvækst. Jo større det ny rodsystem når at blive inden løvspring, jo større område kan planten hente vand fra og komme i god vækst.

Det betyder ikke, at man ikke skal holde øje med de forårsplantede hele sommeren i tørre perioder, men der skal vandes mindre – også er det jo en gevinst at kunne lave noget af havearbejdet allerede nu.


Hæv temperaturen i bedene til tidlige afgrøder

De tidlige kartofler skal nu gerne være begyndt at udvikle spirer, hvis man satser på kartofler til Grundlovsdag eller Pinsedag.

Men det er ikke nok, at kartoflerne er godt forspirede. Jorden skal også være varm nok, og det vil sige minimum 8° C, inden man kan lægge kartofler. Kartofler lagt i for kold jord bliver aldrig store flotte planter med et godt udbytte.

Jorden kan varmes op ved at overdække den med klar plast – og det skal være klar plast. Solvarmen opvarmer jorden igennem den klare plast, og da der her ikke bruges energi på fordampning, som på jord uden plastoverdækning, så stiger jordtemperaturen hurtigere under den klare plast end i en udækket jord. Det er også en god idé at overdække et areal til at så det første hold sommergulerødder i


Klip de visne stauder ned

Henne i marts måned kan vi godt gå i gang med at fjerne den visne staudetop, så vi bedre kan nyde forårsblomsterne. De mest hårdføre roser kan man også godt beskære nu, mens de mere sarte bør vente til først i april.

Hvis man har arter, som man gerne vil have til at formere sig ved selvsåning, og de spirer frem her i forårsmånederne, bør man vente med at kultivere i bedene, hvor der gerne skulle komme nye små planter frem.

Se f.eks. hvorledes erantis spirer frem. Der er 4 år fra fremspiring til erantis kommer i blomst. Læg mærke til de små blade i forskellige størrelser – det er planter på forskellige alderstrin.


Vinterdække og kompost

Har man tykke lag med vinterdække på bedene, så er det en god idé at fjerne det meste nu, så der kun er et meget tyndt lag tilbage, da solen ellers ikke kan komme til at varme jorden op og tørre den lidt ud.

Hvis man først skal så eller plante på et bed i maj, kan man godt lade vinterdækket være på bedet lidt endnu.

Der er nogle få steder, hvor man skal overveje at tilføre lidt kompost. Det er til hvidløg, efterårssatte stikløg, overvintrede små kålplanter til tidlige kål og til rabarber. Alle disse har stor tilvækst tidligt. Kompost kultiverer man normalt ned i det øverste jordlag. Men kun hvis jorden er let at bearbejde. Ellers må komposten lægges oven på jorden.


Hvornår kan man starte med at så

De mest ivrige plantedyrkere har allerede et hav af små grønne planter i gang i rødt eller blåligt plantelys, og mange har besluttet køb af frø og er på vej til at så.

Mange af de haveejere, som dyrker chili, har måske allerede sået chili, de fleste andre vil så i løbet af de næste 14 dage, mens resten sår først i marts eller køber planterne. Jo tidligere, man får sået, jo hurtigere får man modne chili, og flere kan nå at udvikles og modnes, inden frosten sætter ind i efteråret.

Efter midten af februar er det en god idé at så chili, løg, måske de første drivhustomater og en lang række af de sommerblomster, som har lang udviklingstid – hvis man vil have mest mulig ud af disse planter. Men det kræver plantelys frem til midten af marts, hvis man vil have fine kompakte planter.

Chili bliver dog ikke så ranglede ved lysmangel som tomat, så de kan godt forkultiveres uden plantelys fra sidst i februar.

Tidlig såning kræver dog masser af plads i vindueskarme, en lun havestue eller lignende sted, da planterne allerede sidst i marts/først i april når en god størrelse og ikke længere kan nøjes med et par vindueskarme.

Hvis man ikke har alle disse muligheder, men kun et par vindueskarme til rådighed, så vent med at så chili til sidst i februar eller først i marts.

Tomaterne kan man fint vente med til midt i marts, til friland endda først i april. Selleri kan man også fint vente med til midt i marts, da de først skal plantes ud omkring 1. juni.

Blomsterne kan også sås senere, men vil så først komme i blomst hen i juni.

Lige nu kan man sørge for at have alt klart: jord, potter og frø. Husk, at til såning skal man købe så- og priklejord, og det må ikke være gamle poser fra sidste års produktion, da jorden her er nået at blive så omsat, at gødningsniveauet kan være alt for højt.