Tips fra Redaktøren – Forår/sommer

Såning af grøntsager i maj
I maj kan man så alle ikke varmekrævende grøntsager direkte på friland. Jorden er nu over 10°C varm, og det giver god og nogenlunde hurtig spiring af alle rodfrugter, også rødbeder.

Vintergulerødder skal sås inden for de næste 2-3 uger, og det gælder om at finde en lidt fugtig periode til formålet. Der findes i øvrigt mange spændende sorter af gulerødder i anderledes farver som gule, hvide og rødlige farver.

Midt i maj er det også fint at så bladbeder, knudekål og kålroer, mens det er for sent at så flere majroer og radiser, da de i sommervarmen hurtigt bliver træede og går i stok. De må vente til en sensommersåning.

De orientalske grøntsager går også i stok ved såning nu – de skal vente til efter midten af juli. Spinat er det også for sent at så nu, den går ligeledes hurtig i stok.

Det er en god idé, at så nye hold af ærter i maj måned. Husk at beskytte ærtebedet mod duer og fasaner. Duer er eksperter i at finde spirende ærtefrø i jorden, og fasaner æder gerne de små lækre ærteskud.

Allerede inden man har plantet hovedafgrøden af kål ud, er det en god idé at så et nyt hold af hurtigudviklende hovedkål eller grønkål, så der er planter klar til udplantning, når der senere bliver ledig jord efter opgravning af kartofler.

Så evt. også et nyt hold porrer til sen udplantning på fri jord. Krydderurter som dild og koriander samt salat skal der løbende sås nye hold af med 2-3 ugers mellemrum.

I køkkenhaven er det også fint at så rækker med sommerblomster til fryd eller buketter.
De fleste sommerblomster tiltrækker mange nyttige insekter, som kan æde f.eks. bladlus.


Gødningsvand til udplantningsplanterne
Det er vigtigt, at udplantningsplanter ikke mangler næring, mens de venter på at blive plantet ud. Det gælder ikke mindst tomaterne. Man kan bruge den type gødning, som man bruger i vandingsanlæg – det fås også i økologisk udgave. Der kan købes flydende koncentreret gødning lavet af tang eller lupin.

En anden god og gratis mulighed er at vande med udtræk af brændenælder og evt. kulsukker. Brændenælder indeholder meget kvælstof, kulsukker en hel del kalium. Plantedelene lægges i vand i en plastspand eller kar, og man lader dem trække nogle dage, helst en uge.

Udtrækket fortyndes i forholdet 1 L udtræk til 10 L vand. Man kan begynde at bruge brændenældevandet til at vande med allerede efter 2-3 dage, men da fortynder man det mindre og fylder nyt vand på karret med brændenælderne.

En anden mulighed er at bruge human urin fortyndet 1:10 til at gøde udplantningsplanterne med, dog ikke f.eks. salat, som snart skal spises. Om man ønsker at bruge det, er et holdningsspørgsmål, men det er både nemt at bruge og gratis.

Gødningsvand bør ikke vandes på bladene, da det kan svide bladene. Brus evt. over med rent vand til sidst, hvis det ikke er muligt at undgå at ramme bladene

Udplantning kan være svær i sol og varme
Lad det være sagt med det samme, at det kan være svært at vælge det rigtige tidspunkt at plante ud, ikke mindst i en maj måned, hvor vejrudsigten sjældent holder fra dag til dag og slet ikke en uge frem.

Men der er en lille genvej til at redde udplantningsplanterne fra at lide alt for meget i varmt vejr med sol fra en skyfri himmel. De skal ganske
enkelt gives skygge. Det er især kålplanter med store blade, der har det svært med en brændende sol.

Til formålet kan man bruge de elrør, som man normalt bruger til vækstbuer. Hen over rækken af buer spænder man to lag fiberdug eller skyggenet lagt i 3 lag. Det kan holdes fast med tøjklemmer og evt. enderne holdt nede med noget tungt, f.eks. mursten eller sandsække.

Godt brugt fiberdug er udmærket til det her formål. Man kan også bruge andet, bare det giver skygge. Det er bedst, at det ikke går helt ned til jorden, så luften kan cirkulere frit, så det ikke bliver alt for varmt.


Udplantning af agurker og meloner i drivhus

Agurker og meloner skal have en jordtemperatur på 18°C for at trives ordentligt. Udplantes de i for kold jord, øges risikoen for svampeangreb på rødderne og hensygnende planter.

Hvis jorden ikke er varm nok i drivhuset, er det bedre at lade dem stå i store potter i drivhuset eller plante dem ud i plantesække – dæk evt. med fiberdug om natten. De kan godt tåle at stå i drivhuset om natten, hvis lufttemperaturen er minimum 10°C, men de har stadig fordel af at komme ind om natten. Agurker er sarte og begynder let at hænge med bladene, når de plantes ud.

Hvis man har ekstra planter, kan man plante de resterende i større potter med god jord som backup planter, hvis de udplantede ikke klarer forholdene. Eller man kan så et par potter med et nyt hold – bare for en sikkerheds skyld.


Tomater til friland
Jorden er ved at være varm nok i maj til at plante frilandstomaterne ud på voksestedet, når de er afhærdet. På den anden side kan det være en god idé at vente lidt endnu, hvis de ikke er udvokset i de potter, hvor de senest er plantet ud. De kan så blive stående i det beskyttede klima i drivhuset lidt endnu.

Men på den anden side er det ikke altid en fordel i meget varmt vejr. Hvis man bor i et område, som er kendt for at få sen nattefrost, kan det være en god idé at vente med at udplante til først i juni.

Mange frilandstomater er busktomater, som ikke skal have knebet sideskud af. Sideskuddene er med til at producere mange tomater i sommermånederne.

Sideskud på snoretomater skal knibes – men ikke på busktomater
Det er vigtigt at kende sine tomatplanters måde at vokse på, da det er afgørende for, om de skal have knebet sideskud af eller ej.

Kniber man sideskud af busktomater, får man næsten ingen tomater. Derimod skal de sorter, som er snoretomater, have knebet sideskud af.

Ofte vil man på cherrytomater få et væsentlig større udbytte, hvis man lader 1-2 sideskud vokse med op, så man får flerstammede tomatplanter.


Ærteris og ærtehegn

Ærterne – og for den sags skyld også ærteblomsterne står i lange lige rækker, og det er nu her i maj – inden de starter længdevæksten for alvor, at vi skal have sat ærteris eller de høje ærtehegn op.

Det er vigtigt, at man får sat et tilstrækkeligt højt ærtehegn op, da et for lavt ærtehegn let resulterer i knækkede stængler, og at man dermed går glip af de mange ærter i toppen af planterne.

Se på bagsiden af frøposen, hvor høje ærterne bliver. Selv såkaldte lave ærter bliver 50 cm høje, og her kan det godt betale sig at sætte nogle smågrene i jorden som ærteris. Især hvis børn selv skal kunne plukke ærtebælge, da de ellers let får ødelagt ærtestænglerne.

Når ærterne er kommet op, er det en god idé at så et nyt hold – hvis der er mere jord til rådighed til ærtedyrkning.


Ukrudtet vrimler op
Når jorden er tør, ser man ikke ukrudtet så meget. Men mængden af ukrudt, der spirer frem her i løbet af maj, er enorm. Naturen forsøger desperat at få dækket al den uorden, vi har skabt i haverne med bar jord.

Ukrudtet ses tydeligst mod en våd jord, og det kan opleves, som om det eksploderer i mængde efter en gang regn. Det er derfor vigtigt at gøre en indsats for at fjerne ukrudtet nu, mens jorden er tør, og det visner væk efter hakning. Ukrudt klarer fint konkurrencen, det er vores kulturplanter, der tager skade af for megen konkurrence.

De kommende 14 dage skal der hakkes flittigt i køkkenhaven, for jorden er endnu ikke helt varm nok til, at der kan jorddækkes effektivt mod ukrudtet.

Kartoffelbedene bør hyppes et par gange med en uges mellemrum, og det er samtidig en meget effektiv ukrudtsbekæmpelse.

Nye haveejere bør allerede nu trøstes med, at mængden af fremspirende ukrudt og den eksplosive vækst ikke er lige så voldsom hele sommeren.

Hold ud med kultivator, skuffe- og hakkejernet, det tager stille og roligt af hen mod sankthans, så man igen føler, man har kontrol over situationen.


Fugleunger i kasserne

Lige nu er der liv i havens fuglekasser, og her kan man følge med i fodringen, mens man skal være mere heldig med at få øje på rederne i havens træer og buske. Hvis man har fuglekasser med installeret kamera, har man mulighed for at følge med i ungernes liv og udvikling.

Stære er underholdende fugle at have i haven, og de samler mange larver til ungerne. I øjeblikket skræpper de vredt, hvis man kikker for meget på dem, når de fodrer unger. Men husk at nyde synet af de flittige fugle lige nu, for om få dage går ungerne af reden, og så er al spektaklet væk, og haven bliver igen mere stille.

Nyd også synet af de mange næbfulde larver, som stærene dagligt fodrer ungerne med. De fleste er larver fra havens træer og buske.

Musvitter og blåmejser har mindst lige så travlt med at fodre unger i deres kasser, men her foregår det helt lydløst, og de vænner sig hurtigt til, at man er lige i nærheden og kigger på dem. Det er en fryd, at se den ene larve efter den anden blive leveret til ungerne.

Pas på fuglereder i hækken
En af fordelene ved at klippe med hækkesaks er, at man bedre kan beskytte havens fugleliv. Man kan nå at registrere, at der er en fugl, der opfører sig nervøst, så man når at opdage reden, inden det er for sent.

Hvis man bruger el- eller motordreven hækklipper, så undersøg hækken først. Hvis man følger den gamle regel med at klippe hæk før sankthans, er der mange fugle, der har æg eller unger i rederne endnu. Solsorte skal nok gøre opmærksom på, at de har rede, men man overser let den mere sky havesanger.

Hvis der er en rede i hækken, er man nødt til helt at undlade at klippe hækken mindst en hel meter til hver side og på begge sider af hækken – og man må endelig ikke klippe toppen af hækken her.

Fugleungerne har behov for al det læ, ly og skygge, de kan få. Hvis man fjerner løvet, kan katte og andre med fugleunger på menuen også lettere finde reden.


Fjern blomsterknopper på spansk peber og chili

Spansk peber og chiliplanter skal have en god størrelse, inden de får lov til at sætte frugt, ellers får man kun forholdsvis få frugter.

Fjern derfor de første blomsterknopper, så planten vokser i stedet for at sætte frugt for tidligt. Det er plantens størrelse, som er det afgørende, ikke et nøjagtigt antal knopper.

En grov huskeregel siger, at man mindst skal fjerne 7 knopper på storfrugtede sorter.


Dejlige søde jordbær

Det er næsten ubeskriveligt så dejligt de store røde jordbær smager. Det er dagens højdepunkt i køkkenhaven at plukke en skål jordbær, og her kan børnene også være med, hvis man forklarer dem, at jordbær skal være helt røde, inden de plukkes, og at de dårlige skal fjernes fra bedet, så de ikke smitter de andre bær

Jordbær smager allerbedst spist solvarme lige fra bedet. Men jordbær med mælk eller fløde er nok det mest almindelige. Jordbærrene kan også spises mere kreativt – måske sammen med roser, der lige er begyndt at springe. Det er dog ikke alle roser, som kan bruges, men de fleste kan sikkert finde en hybenrose, hvor der kan plukkes lidt blomsterblade. Der er masser af nye måder at bruge og krydre jordbær på – grønne jordbær i salaten, jordbær med balsamico eller peber.

Der er masser af opskrifter med jordbær på nettet. Og så en gammel, som er ved at gå i glemmebogen. Børn elsker jordbærmadder – franskbrød med smør og skiver af jordbær. Et fad med jordbærmadder er godt til en flok legebørn sidst på eftermiddagen.

Grønne jordbær er en delikatesse
I øvrigt så er grønne jordbær en delikatesse – måske nænner man det ikke her i starten, men senere. De grønne jordbær skal være begyndt at blive bløde, men uden at have taget farve.

Dæk jordbær med net
Har man en tidlig jordbærsort er der måske ved at være mulighed for at plukke de første røde bær på friland. .

Men inden overdækning med net mod fugle er det en god idé at få luget en sidste gang, da udløberne nu er på vej ud i alle retninger, og det vanskeliggør renholdelsen.

Det er vigtigt, at man bruger en overdækning, som fuglene ikke fanges ind af, og som ikke hiver frugterne med af. Brug meget fintmasket insektnet. Fiberdug giver for megen fugt og varme, og kan fremme udvikling af gråskimmel på bærrene.

Vand til jordbær og hindbær
De fleste steder kan det være meget tørt. Jordbær og hindbær skal have rigeligt med vand for at sikre bærrenes udvikling, så derfor er man nødt til at holde disse to afgrøder vandet nu, hvis ikke bærrene skal tørre ind. Jordbær bør vandes, så de kan nå at tørre inden aften, da man ellers risikerer, at man nok får store flotte bær, men med gråskimmel.

Der er i mange haver masser af hindbær, og hvis jorden ikke er fugtig i overfladen, så hold øje med situationen, da planterne står på et ret lille areal og har både mange store blade og en stor bærsætning.

Får de ikke vand nok, bliver de ikke så store og flotte. Med mindre man har fået meget regn de seneste uger, skal der antagelig grundvandes. Det gentages en gang om ugen, hvis ikke der kommer masser af regn i de kommende uger.

Det er i øvrigt en god idé at jorddække hindbær for at minimere fordampningen fra bedets overflade. Her kan godt bruges grovere affald som f.eks. hækafklip. Placer evt. en siveslange under jorddækket – det minimerer vandforbruget. Check også opbindingen, for grenene begynder nu at tynges ned af den tiltagende bærvægt.

Også kartofler og løg kvitterer med ekstra udbytte, hvis man sørger for, at de ikke mangler vand. Om det kan betale sig i kroner og ører, afhænger af den lokale takst for vand, men det giver mere haveglæde, at haven er frodig og grøn. Igen – det er en god idé at jorddække, så vanding kan undgås eller minimeres.


Der skal tyndes
Det er uhyre sjældent, at de såede grøntsager ikke skal tyndes for at give nogle pæne grøntsager. Ja, det sker stort set aldrig. Står planter for tæt, hæmmes de i udviklingen, og rigtig mange, især rodfrugter, bliver aldrig rigtigt til noget, fordi de står for tæt.

Udtynding giver selvfølgelig færre planter om at dele det vand, som er til rådighed. Men når man tynder planter, som står meget tæt, beskadiger man let rodsystemet hos de planter, som skal blive stående. Derfor er det altid en god idé, at vande rækkerne efter udtynding – eller tynde ud lige inden et areal skal vandes, eller der loves rigeligt med regn.

Hvidløgstoppe er fine til at bruge i maden
Der er næsten altid nogle hvidløgsfed, som ikke bliver høstet, og de sender nye planter op i foråret. Ofte nænner vi ikke at fjerne dem, men det er en dårlig idé, at have løg i et bed, hvor de ikke skal være efter sædskifteplanen.

De er nu så store, at de kan bruges på samme måde som forårsløg, og selv om det er hvidløg, smager de efter en sautering på panden ikke ret meget af hvidløg, men har en dejlig løgsmag. De er fine til fyld i en omelet – og sauterer man et par snittede asparges med, bliver den endnu bedre.

Stik asparges til sankthans

Til sankthans skal aspargesstikningen indstilles, så planterne kan nå at sætte top og samle energi. Dette gælder et veletableret aspargesbed.

Er det et nyere aspargesbed, eller er der begyndt at komme færre asparges eller kun tynde skud, så skal man stoppe tidligere og give aspargesplanterne “orlov” nu, så de kan få lidt længere tid til at samle næring i rødderne til næste års høst.



Når høsten er slut, skal aspargesene forkæles, så de sætter en stor grøn top, som kan samle næring til rødderne, så der igen næste år kan komme mange asparges. Bedet skal gødes godt, og gerne med en god næringsrig kompost eller med posegødning som tørrede hønsepiller, lupingødning eller lignende.


Såning af overvintrende grøngødning

Omkring sankthans kan man begynde at så overvintrende grøngødning. Jordkløver og sneglebælg, der sås fra nu af, vil ikke blomstre i år, men overvintre grønne og først blomstre næste år. De er begge to kvælstoffikserende planter. Sår man dem på et stykke jord, vil de både tilføre jorden organisk materiale og kvælstof til gavn for næste års dyrkning. Begge arter er lette at hakke om i foråret, inden man skal plante en ny afgrøde.

De kan sås under majs og vinterkål, hvor de vil fungere som et grønt jorddække frem til næste forår, samtidig med de samler kvælstof, som de deler lidt ud af til naboplanterne.

Kløver og sneglebælg skal dog ved 1-2 klipninger holdes ned sidst på sommeren under kål. I kålbede kan det afklippede lægges ind under kålplanterne som jorddække. På majsarealet kan de vokse frit, når majshøsten er ovre.


Sødkirsebær og surkirsebær

Morellerne, som er det samme som sødkirsebær, er vidunderlige at spise direkte fra træet. De er allerede modne for de tidlige sorters vedkommende midt i juli.

Surkirsebærrene, som for den komplette forvirrings skyld også kaldes skyggemoreller, er ikke helt så slemme til at revne, og her kan man i regnperioder vælge at plukke dem, lige inden den sprækker og så komme lidt mere sukker i syltetøj og saft.


Natlys
Om aftenen er det en oplevelse at se natlys folde et nyt hold sart lysegule blomster ud hver aften i løbet af en lille times tid. Især børn er helt fascineret af at se de fine lysegule blomster folde sig ud rykvis – og går det for langsomt, kan man lade børnene pille lidt ved knopperne, så de hurtigere folder sig ud.

Natlys kaldes også for klokken otte. Navnet er fra før, vi fik sommertid, så i dag bør den faktisk kaldes klokken ni, da det nu er tidspunktet for, at den åbner sine blomster.

Næste formiddag visner de, og nye knopper folder sig ud om aftenen. Natlys er toårig og er en af de planter, som sår sig selv villigt, når man først har den i haven. Den er dog let at hakke om, hvor man ikke ønsker at have den. Frøene er godt vinterfoder til fuglene, og de kan i øvrigt bruges på bagværk i stedet for birkes.