Hurraaa… Tivoli er åben

posted in: Ikke-kategoriseret | 0

8. juni åbnede Tivoli for publikum - langt om længe. Vi er mange, der har savnet at komme ind i en af Danmarks allerdejligste haver. Der er lagt op til en lidt anderledes, men dejlig oplevelse i disse specielle tider. Masser af blomster, skønne madoplevelser og som noget nyt frisksmurte madpakker fra Fru Nimb, Restaurant Gemyse er også kommet på hjul med en egen foodtruck, lige uden for køkkenhaven. Tivoli Food & Beverage står bag det nye koncept Garden Deli, hvor der kan fås et hurtigt måltid for hele familien. Bæredygtig velsmagende mad med vægt på økologi, der kan nydes i Tivolis jubilæumshave lige ved restauranten Mazzoli´s.

På toppen af Nimb-bygningen finder man den dejligste lille have med swimmingpool og bar. Herfra kan man nyde den dejligste udsigt ud over haven. Se bl.a. Harlekin, Columbine og Pjerrot danse ballet på det gamle fine Pantomime teater, der oppefra ser ud til næsten at være bygget ind i nogle af de omkringliggende nye bygninger.

I det hele taget vil der komme masser af skøn underholdning fra Tivolis mange scener senere på sæsonen. Til juli kommer der film under åben himmel, hvor der vises flere prisvindende film fra Plænen. Til september bydes der bl.a. på varieté og flere shows fra Glassalen.

De fleste af Tivolis mange forlystelser kan stadig nydes. Der kan i anledning af de nye tider arrangeres bestilling via en særlig aps på mobiltelefonen, til at komme ind til disse attraktioner, og samtidig undgå køer.